#24: Sådan tjener du penge på aktier, ingen tør købe.

Mar 26, 2025

Modet til at gå imod strømmen – Contrarian Investing

For nylig hørte jeg en fantastisk episode af podcasten In Good Company, som jeg varmt kan anbefale. I podcasten interviewer Nicolai Tangen, direktøren for Norges enorme oliefond, nogle af verdens mest indflydelsesrige erhvervsfolk. Denne gang havde han Anthony Bolton i studiet, en af verdens mest succesrige og anerkendte investorer.

Anthony Bolton og contrarian investing

Det, som slog mig mest ved Boltons tilgang, var hans evne og mod til at gå imod strømmen – såkaldt contrarian investing. Bolton var gennem mange år forvalter af Fidelity Special Situations Fund, og hans speciale var netop at investere der, hvor andre vendte ryggen til.

Mens flertallet flokkes om populære virksomheder, søgte Bolton aktivt efter aktier, som var glemte, misforståede eller ligefrem hadede af markedet.

"Be fearful when others are greedy, and greedy when others are fearful." – Warren Buffett

Denne tankegang opsummerer perfekt, hvorfor contrarian investing ofte giver gode resultater.

Hvorfor virker contrarian investing?

Boltons logik er simpel: Hvis alle elsker en aktie, er prisen typisk allerede høj, og det er svært at finde gode køb. Men når en aktie eller sektor er upopulær, findes der ofte undervurderede perler.

Small- og midcap-aktier samt sektorer, som de færreste interesserer sig for, er steder, hvor han ofte fandt store muligheder. Bolton understregede dog, at man aldrig skal være kontrær bare for at være anderledes, men fordi der reelt er værdi at finde, som markedet overser.

Min egen "upopulære" portefølje

Min portefølje afspejler allerede denne tilgang. Lige nu består mine tre største positioner af:

  • En IT-platform i Kasakhstan (læs evt. min analyse i brev #20)
  • En græsk shippingvirksomhed (#21)
  • En amerikansk kulproducent (#13)

Det er næppe aktier, der topper listerne på TikTok eller i populære Facebook-grupper. Og selvom jeg også ejer aktier i Alphabet (Google), Uber og Taiwan Semiconductor, er jeg bevidst om, at disse populære virksomheder sjældent mangedobler deres værdi hurtigt. Det gør dem ikke mindre interessante – bare anderledes.

Modet til at tænke selv

At investere i det upopulære kræver mod. Det føles usikkert, fordi du ikke får bekræftelse fra medierne. Men netop derfor er potentialet ofte større.

En skjult fordel ved at investere i mindre populære aktier er, at du bliver tvunget til at gøre dit eget arbejde grundigt. Mediernes dækning kan nemt påvirke dine beslutninger, men her handler det virkelig om at stole på din egen vurdering.

At tænke selv handler også om at acceptere, at man vil begå fejl. Det er umuligt altid at vælge rigtigt, men netop fordi du selv har gjort arbejdet, lærer du langt mere af både succeser og fejltagelser. Når du følger flokken, lærer du sjældent noget nyt – du gør blot det samme som alle andre, hvilket begrænser din udvikling som investor.

Contrarian investing kræver derfor ikke blot mod, men også tålmodighed og en stærk tro på egne evner. Man skal være komfortabel med at være alene i sine vurderinger og acceptere, at gevinsterne ofte først viser sig på længere sigt, når markedet opdager den værdi, du har fundet tidligere end andre.

Har man ikke den tiltro til egne evner, mener jeg, at man er bedre stillet ved blot at investere i brede indeksfonde som S&P500.

Philip Fisher understreger dette i sin klassiker Common Stocks and Uncommon Profits:

"Grundig og selvstændig research er afgørende for succesfulde investeringer."

Netop derfor bør man dyrke denne evne – modet til at tænke selv – som en af sine vigtigste investeringskompetencer.

Hvorfor "billige" aktier kan være mere sikre

Margin of Safety

Når man investerer i upopulære aktier, søger man typisk virksomheder, der handles billigere end deres reelle værdi. Dette princip kaldes Margin of Safety og blev introduceret af Benjamin Graham i hans klassiske værk The Intelligent Investor.

Margin of Safety handler om at købe aktier til en pris, som er betydeligt lavere end virksomhedens faktiske værdi. Jo større forskellen mellem prisen og værdien er, jo større er din sikkerhedsmargin.

Margin of Safety beskytter dig mod tab, fordi selv hvis din vurdering af virksomhedens værdi ikke er perfekt, giver den store forskel plads til fejl.

Asymmetrisk risiko

Howard Marks, grundlæggeren af Oaktree Capital, beskriver asymmetrisk risiko i sin bog The Most Important Thing:

"Den bedste investering har stor upside, men begrænset downside."

Når du køber billige aktier med en stor sikkerhedsmargin, opnår du netop denne asymmetri: potentielle gevinster langt overstiger de potentielle tab.

Dette står i modsætning til populære, dyre aktier, hvor der ofte er en symmetrisk eller endda negativ asymmetrisk risiko – risikoen for store tab overstiger gevinsten, fordi aktien allerede afspejler optimistiske forventninger.

Ugens Aktie: Tesla – hype vs. værdi

Tesla er blevet en kontroversiel aktie. Elon Musk, virksomhedens CEO, er igen kommet i modvind – denne gang grundet hans politiske rolle og den turbulens, det medfører for selskabet. Men jeg vil her udelukkende fokusere på selve virksomheden.

Tesla var faktisk en af de første aktier, jeg købte tilbage i 2020. Dengang solgte jeg med gevinst, fordi jeg fandt aktien dyr. Nu, flere år senere, fremstår Tesla stadig som overvalueret i mine øjne.

Mange betragter Tesla som en tech-virksomhed snarere end en bilproducent, men næsten hele virksomhedens omsætning kommer reelt fra salg af biler. Der findes en optimistisk fortælling om, at Tesla bliver førende inden for robottaxier og humanoide robotter – men dette er ren spekulation. Kigger vi på tallene, ser billedet helt anderledes ud:

P/E-værdi på 102 (selv efter et kursfald på 34 % i år)

Omsætningsvækst på blot 1 % det seneste år

ROIC (Return on Invested Capital) på kun 6 %

Netmargin på 7,26 % (ikke imponerende højt)

Disse tal antyder hverken en ekstrem vækstvirksomhed eller en profitmaskine. En P/E på over 100 kræver massiv vækst, og Tesla lever ikke op til dette lige nu. Tværtimod baseres aktiens værdi stort set udelukkende på fremtidige forhåbninger, som sagtens kan skuffe. Konkurrencen inden for selvkørende teknologi og robotter er enorm – Waymo (Google) og andre techgiganter er allerede langt fremme.

For mig står Tesla som et eksempel på en aktie, der er populær snarere på grund af hype end substans. Derfor holder jeg mig væk. Jeg foretrækker at investere der, hvor markedet ikke allerede har høje forventninger indbygget. Jeg foretrækker også at investere i virksomheder, som allerede tjener penge, og ikke i virksomheder hvor jeg håber, at de en dag gør det

Tusind tak, fordi du læste med! Hvis du kender nogen, der kunne få glæde af mit nyhedsbrev, så del det gerne med dem!

Ses næste onsdag!

De bedste hilsner,
Villum

Skal du til at starte din egen investeringsrejse?

Ved at bruge mine links til at oprette en konto hos Nordnet eller Saxo, bliver der doneret 100 kr. til velgørenhed.

🔗 Nordnet: Tilmeld dig her
🔗 Saxo: Tilmeld dig her

Du kan også melde dig ind i vores fællesskab.
Brug koden FREMTIDSPENGE, når du opretter dig, så kan du prøve en måned gratis <3

 

 

Vil du gerne modtage mine breve direkte i din mailinbox, så skriv dig op her!

Tilmeld dig her!