#32: Guide til at sammensætte en portefølje
Jun 04, 2025Guide til at sammensætte en portefølje
Velkommen til endnu en uge hvor jeg opfordrer til at åbne en aktiekonto og investere i nogle brede, billige passive indeksfonde!
I sidste uge lovede jeg at skrive om, hvordan man opbygger en aktieportfølje i det nuværende marked. Det vil jeg i dette brev forsøge at besvare.
I dette nyhedsbrev:
- Hvad karakteriserer en solid aktieportfølje
- Hvordan får man praktisk anskaffet sig sådan en
- De seneste nyheder - Nvidias kvartalsregnskab
"Far more money has been lost by investors preparing for corrections, or trying to anticipate corrections, than has been lost in corrections themselves."
— Peter Lynch
Hvad karakteriserer en god aktieportfølje i det nuværende marked?
Først vil jeg gerne påstå, at for langt de fleste skal man slet ikke reflektere over, hvordan det nuværende marked ser ud. Økonomi er komplekst, og det er umuligt at forudse, hvad der sker i næste måned.
Måske kommer vi i en recession, hvor alle aktier falder 40% på én dag. Måske er vi i en boligbobbel som kan springe når som helst. Måske, måske, måske.
Det har altid været svært at navigere i markederne, men det er særligt svært med Donald Trump i spidsen af verdensøkonomien. Markedet reagerer bogstaveligt på hans udtalelser:
- Tariffer på hele verden → markedet falder
- "Det var bare en prank" → markederne stiger
- "Nej, jeg mente det faktisk" → kaos igen
- Senest: Tariffer mod EU udskudt
Med andre ord: man kan ikke regne med noget inden for makroøkonomi!
"Don't look for the needle in the haystack. Just buy the haystack!"
— John Bogle
Hvad kan man så gøre?
Jeg mener, man kan gøre en af to ting:
Strategi 1: ETF Månedsopsparing (Anbefalet for de fleste)
Opret en månedsopsparing hvor du investerer det samme beløb hver måned i brede indeksfonde, diversificeret over sektorer, geografier og valutaer.
Fordele:
- Nemt og overskueligt
- Pålideligt på lang sigt
- Du kan sove trygt om natten
- Den sikreste måde at investere i aktier på
Bare fordi det er nemt, betyder det ikke, at det er dumt. Aktiemarkedet stiger gennemsnitligt 8-9% om året. Opnår du disse resultater, fordobles dine penge cirka hvert 8. år - hvilket bestemt ikke er dårligt!
Et forslag til en ETF-portfølje:
50% EUNL - Globalt indeks
30% IS3N - Emerging markets
20% SXR8 - S&P 500
Vil denne portfølje skabe ekstraordinære afkast? Nej, men den vil stige gradvist på lang sigt. Det er 1000 gange bedre end at have pengene i banken til 1% rente.
Du behøver aldrig røre en finger. Med denne portfølje kan du skabe en solid formue samtidig med at du minimerer risiko - du vil eje aktier i samtlige vigtige virksomheder på kloden.
"Someone's sitting in the shade today because someone planted a tree a long time ago."
— Warren Buffett
Strategi 2: Enkelte aktier (For de dedikerede)
Træffer du dette valg, kan du enten slå markedet eller blive slået af markedet. Denne vej indbærer naturligvis større risiko.
Min tilgang: Jeg synes, det er sjovt at analysere virksomheder. Det er en fed intellektuel opgave at bedømme, om en aktie er en god investering. Eftersom jeg synes det er sjovt, bruger jeg naturligt også masse tid på det.
"Risk comes from not knowing what you're doing."
— Warren Buffett
VIGTIGT: Hvis du ikke synes det er sjovt at analysere virksomheder, men stadig vælger enkelte aktier, nærmer vi os gambling mere end investering. Det betyder, du investerer i noget, hvis værdi du ikke kender.
Eksempler på dårlige tilgange:
- "Jeg elsker min iPhone, derfor køber jeg Apple-aktier"
- At investere udelukkende baseret på andres anbefalinger
Nøglen til enkelte aktier: Margin of Safety
Når man investerer i enkelte aktier, er hele humlen at finde ud af, hvad virksomheden er værd, og så betale langt mindre for den. Jo mindre du betaler sammenlignet med virksomhedens reelle værdi, desto mindre risiko løber du.
"Price is what you pay; value is what you get."
— Warren Buffett
Min nuværende portfølje (15 virksomheder):
- Kaspi.kz
- Danaos
- Uber Technologies
- Alpha Metallurgical Resources
- Equinor
- Alphabet
- Taiwan Semiconductor Manufacturing ADR
- Novo Nordisk
- GigaCloud Technology A
- Banco BBVA Argentina
- TORM
- Nvidia
- First Solar
- Global Ship Lease
- Qifu Technology
Jeg mener naturligvis, at alle handles billigere, end de er værd. De to nederste virksomheder Global Ship Lease og Qifu Technology er to nye positioner, som jeg vil uddybe i mit næste nyhedsbrev
Spotlight: Nvidia's Kvartalsregnskab
Nvidia har offentliggjort sit kvartalsregnskab for Q1 FY2026, og resultaterne viser markant vækst drevet af global AI-efterspørgsel.
Finansielle højdepunkter:
Omsætning: $44,1 milliarder
- Stigning på 69% år-til-år
- 12% højere end forrige kvartal
Datacenteromsætning: $39,1 milliarder
- 73% år-til-år (hovedparten af omsætningen)
EPS: $0,81 (non-GAAP)
- Under forventninger på $0,88
- Skyldtes engangsomkostning på $4,5 mia. (Kina-restriktioner)
- Uden denne omkostning: $0,96 EPS
Udfordringer på det kinesiske marked:
Nvidia blev ramt af nye amerikanske eksportrestriktioner for H20-chips til Kina:
- Nedskrivning: $4,5 milliarder
- Tabt omsætning Q1: $2,5 milliarder
- Forventet tab Q2: Op til $8 milliarder
Fremtidige udsigter:
På trods af Kina-udfordringerne forventer Nvidia $45 milliarder i omsætning for Q2 - hvilket indikerer fortsat vækst.
Ekspansionsplaner:
- Partnerskaber i Saudi-Arabien
- Udvidelse i De Forenede Arabiske Emirater
- Styrkelse af position i Taiwan
Markedsreaktion:
Som resultat af regnskabet steg Nvidias aktiekurs med over 4% i eftermarkedet - et tegn på investorernes tillid til virksomhedens evne til at navigere i udfordrende markeder. Nvidia blev kortvarigt også verdens største virksomhed.
Min personlige holdning til Nvidia
Nvidia udgør en af mine mindre positioner i portføljen. Min vurdering er klar: Nvidia er muligvis den mest innovative virksomhed på planeten lige nu. Hver gang jeg ser Jensen Huangs præsentationer, føles det som at kigge direkte ind i fremtiden - det er simpelthen imponerende.
Men her kommer det afgørende punkt: En fantastisk virksomhed er ikke automatisk en god investering. Det er en distinktion, mange investorer glemmer.
Jeg kunne dog ikke modstå at starte en position, da kursen var nede på $95 tilbage i april. Bagklogskabens lys er altid skarpt - jeg burde have købt mere, for på bare 2 måneder er aktien steget 42%.
Udfordringen ved gigantiske virksomheder
Mit største forbehold ved Nvidia som investering er virksomhedens nuværende størrelse. Det er svært at forestille sig, at aktien kan levere de samme eksplosive afkast fremadrettet. En tredobling af aktiekursen ville gøre Nvidia lige så værdifuld som halvdelen af EU's samlede BNP.
Som investor må man altid spørge sig selv: Hvor meget større kan denne virksomhed realistisk blive? For Nvidia er det et relevant spørgsmål at stille.
Konklusion
Nvidias seneste kvartalsregnskab demonstrerer virksomhedens stærke position inden for AI og datacenterløsninger, samtidig med at den håndterer geopolitiske udfordringer. Men som min Nvidia-analyse viser, er det vigtigt at skelne mellem fantastiske virksomheder og gode investeringer.
Enten vælger du den sikre vej med ETF'er og månedsopsparing, eller du dedikerer dig til grundig aktieanalyse. Begge veje kan føre til succes - men halvhjertede forsøg på stock-picking er vejen til tab.
Vi ses næste onsdag
Rigtig god uge!
De bedste hilsner,
Villum Halberg
Disclaimer: Dette er ikke finansiel rådgivning.
Vil du gerne modtage mine breve direkte i din mailinbox, så skriv dig op her!