| 
 Det har været en uge med fart på – både hvad angår mine egne handler og markedsudviklingen. Jeg har taget nogle store beslutninger, fået bekræftet nogle af mine investeringsteser og oplevet en af de bedste porteføljeresultater på en enkelt dag nogensinde. 
 
Novo
I mit seneste brev argumenterede jeg for, at alle har tabt forstanden, når det kom til Novo Nordisk. Jeg mente – og mener stadig – at Novo handles alt for billigt. Det er let nok at skrive, men nu har jeg selv gået all in. 
Den seneste uges tid har jeg købt op i aktien for over 46.000 kr., hvilket er rigtig mange penge for mig. Novo Nordisk udgør nu hele 16% af min portefølje med over 77.000 kr. investeret. 
For at finansiere det store køb har jeg solgt mine positioner i BBVA, Equinor og Qifu Technology. Det gjorde jeg både på grund af Novo-aktiens ekstreme fald – som jeg ser som en sjælden mulighed – og fordi jeg havde tab på alle tre aktier. Når man realiserer et tab, kan det bruges til at reducere skatten på fremtidige gevinster. Det betyder, at jeg fremover kan sælge andre aktier med gevinst og betale mindre i skat, fordi tabene modregnes. Så salget gav mig både kontanter til Novo-opkøbet og en skattemæssig fordel, jeg kan drage nytte af i de kommende år. 
 
Uber
Uber leverede et flot kvartalsregnskab, som jeg læste med stor begejstring. Selvom markedet reagerede meget neutralt på regnskabet, valgte jeg at købe op for 7.500 kr. 
Jeg har været begejstret for Uber længe. Mit tiende brev #10: Uber – Fremtidens Superapp handler om, hvordan jeg mener, Uber kan forbedre vores nuværende transportsystem. Og tallene i dette regnskab styrker kun min tro: nettoindkomsten steg 82%, free cash flow steg med 2,5 mia. USD (+44%), antallet af ture steg 18% og aktive brugere steg 15%. 
For mig er Uber et godt eksempel på, at vækst og en lav pris ikke behøver at udelukke hinanden. De handles til en P/E på 15 og en P/FCF på 21, hvilket betyder, at du betaler relativt lidt for både indtjening og kontant overskud. Frit cash flow er især interessant, fordi det viser, hvor mange penge der faktisk er tilbage, når alle udgifter er betalt – og i Ubers tilfælde er det nok til, at de kunne betale hele deres nettogæld af på under ét år. Når en hurtigt voksende virksomhed samtidig tilbagekøber aktier for 20 mia. USD, er det et klart signal om, at ledelsen selv mener, aktien er undervurderet. 
 
Gigacloud Technology
I fredags var min bedste aktiedag nogensinde. Min portefølje steg med hele 20.000 kr. på en enkelt dag! Særligt to aktier stod bag stigningen: Alpha Metallurgical Resources og Gigacloud Technology. 
Gigacloud steg med hele 30%. Årsagen var deres flotte kvartalsregnskab: nettoindkomsten steg 28%, EPS steg 40%, og antallet af aktive købere og sælgere steg 25%. Den store kursstigning skyldtes dog ikke kun de gode tal – men også, at forventningerne var lave. På aktiemarkedet er det ofte forskellen mellem forventningerne og det faktiske resultat, der driver kursen. Når markedet regner med det værste, skal der ikke meget til at skabe en positiv overraskelse. 
 
Alpha Metallurgical Resources (AMR)
Fredagens tema var positive overraskelser, og AMR leverede også. Aktien steg næsten 16% efter Q2 2025-regnskabet, hvor tabet pr. aktie var langt mindre end ventet (-$0,38 mod forventet -$2,04), justeret EBITDA steg fra $5,7 mio. i Q1 til $46,1 mio., og omkostningsprognosen for året blev sænket. 
AMR er en virksomhed, der handles ekstremt billigt – ikke fordi de ikke tjener penge, men fordi kulindustrien er upopulær. De seneste 12 måneder har de genereret 400 mio. USD i cash flow med en enterprise value på omkring 1 mia. USD. Her skal vi huske, at kulpriserne lige nu er lave, og at sektoren er stærkt cyklisk. Lige efter corona, da kulpriserne var høje, tjente AMR 1,4 mia. USD – mere end hele virksomhedens nuværende markedsværdi. I cykliske industrier gælder det om at købe, når stemningen er dårlig og priserne lave, og så have tålmodighed, til cyklussen vender. Jeg sidder bare og venter på næste gang, kulpriserne stiger igen <3 
 
Afslutning Det har været en uge, hvor jeg både har taget store skridt i min portefølje, udnyttet kortsigtede muligheder og set effekten af at være investeret i både stabile kvalitetsaktier og oversete værdiselskaber. Samtidig er det en påmindelse om, at succes på aktiemarkedet ofte handler lige så meget om at forstå skatteregler, værdiansættelse og markedspsykologi som om at finde “den næste store vinder”. 
Vi tales ved i næste uge. 
Med venlig hilsen Villum Halberg Fremtidspenge.dk 
 |