#57: Derfor tror jeg min portefølje vil vokse 20+% næste år.
Dec 10, 2025Hvorfor jeg forventer, at min portefølje stiger med over 100.000 kr. i 2026
Jeg tror, at min aktieportefølje kommer til at stige med over 100.000 kr. i 2026.
I dag har jeg aktier for cirka 500.000 kr. Det betyder altså, at jeg forventer et afkast på +20% det kommende år.
Og allerede her kan man med rette løfte øjenbrynene.
Det brede aktiemarked stiger typisk omkring 9 % om året. De seneste par år har ovenikøbet været rigtig stærke, så rent statistisk burde markedet miste momentum, måske endda trække sig lidt tilbage.
Men min portefølje er ikke det brede marked.
Og 2025 har været et år, hvor jeg bevidst har flyttet mange penge over i virksomheder, der har haft et brutal nedtur – og derfor handles ekstremt billigt i dag.
60 % af min portefølje ligger i aktier, der er faldet 30–70 % fra årets top
De aktier, jeg har købt flest af i år, er:
- Novo Nordisk
- Duolingo
- Toast
- Adobe
- Kaspi
- Cal-Maine Foods
Cal-Maine Foods
Og kigger man på, hvor langt disse virksomheder procentvis er fra deres højeste niveau i år, ser det sådan her ud:
- Novo: –60%
- Duolingo: –63%
- Adobe: –38%
- Toast: –30%
- Cal-Maine: –33%
- Kaspi: –33%
Disse seks aktier udgør tilsammen 60% af hele min portefølje.
Ved første øjekast ligner det et rigtig dårligt porteføljeår. Og mit afkast i år er også “kun” +9% – markant lavere end mit historiske gennemsnit på 19%
Men det vigtige er timingen af mine køb. Mange af disse aktier har jeg først købt ind i efter de store fald.
Hvorfor jeg har købt “upopulære” aktier
Den vigtigste regel i investering er ekstremt simpel:
Køb billigt. Sælg dyrt.
Problemet er bare, at de fleste mennesker gør præcis det modsatte.
De køber, når ting er populære – og de sælger, når ting er upopulære.
Min strategi i 2025 har været bevidst kontrær:
Jeg har købt gode virksomheder, som markedet midlertidigt har mistet troen på.
Og det er her, hele min tese starter.
For alle seks virksomheder ovenfor vækster tocifret.
De har stærke moats, stærke brands og stærk profitabilitet (eller på vejen dertil).
De er ikke dårligere virksomheder i dag, end de var for 6–12 måneder siden tværtimod.
Der er rigtig mange virksomheder som klarer sig enormt godt, som markedet ikke har belønnet i år. Årets tema har være Ai, og det er her at kapitalen er gået hen. Alle vil investere i ai, og på kort sigt bliver aktiekursen jo 100% dikteret af udbud og efterspørgsel.
Så rigtig mange virksomheder er blevet “glemt” af markedet på trods af, at de vækster hurtigt. En virksomhed som Mastercard, hvis EPS er vokset med over 20% det seneste år, er stået stille det seneste år.
Min portefølje vækster 3x hurtigere end markedet og handles 30% billigere
Når man tager mine ti aktier og lægger tallene sammen, ser billedet sådan her ud:
Gennemsnitlig omsætningsvækst: +29,5% det seneste år.
Gennemsnitlig P/E: 21
Til sammenligning:
- S&P 500 har en P/E på 31
- S&P 500’s omsætningsvækst: 6,3%
Med andre ord:
Min portefølje vækster 3 gange så hurtigt som markedet
Min portefølje handler til en rabat på 30% ift. markedet
Hvis man skulle skrive det som en lille ligning:
Høj vækst + lav pris = gode odds for at slå markedet
Og det er nøjagtigt derfor, jeg ikke bliver overrasket, hvis min portefølje kommer til at outperforme i 2026.
Matematikken bag “catch-up effekten”
En brutal sandhed ved aktier er.
Falder en aktie 50%, skal den stige 100% for at være tilbage på samme niveau.
Det er derfor, det er så afgørende at købe løbende, når virksomheden bliver billigere, så man sænker sin GAK (gennemsnitlig anskaffelseskurs) og får langt kortere vej tilbage mod profit.
Jeg mener, at markedet har overreageret på mange af aktierne i min portefølje.
Der er ikke én eneste virksomhed her, som fundamentalt står svagere end for et år siden.
Når en god virksomhed tjener flere penge år efter år, sker én ting næsten altid:
Aktiekursen følger med.
Det er ikke tilfældigt, at Coca-Cola i dag handles 30x højere end for 30 år siden.
Det skyldes én ting:
Coca-Cola tjener 30x flere penge.
Det er det klassiske Lynch-eksempel:
"Prisen følger indtjeningen."
Hvor langt mine aktier skal op for at ramme ATH igen
Hvis de skal tilbage til deres tidligere rekordniveau, skal aktierne i min portefølje stige med:
- Toast: +40%
- Novo: +134%
- Duolingo: +172%
- Adobe: +61%
- Kaspi: +48%
- Cal-Maine: +49%
Jeg siger ikke, at det sker i morgen.
Men jeg siger, at jeg tror, de kommer derop igen, fordi virksomheden bag hver aktie vil være væsentligt stærkere om 5 år.
Tre måder en aktiekurs kan stige på
Når en aktie stiger, kan det ske på tre måder:
- Indtjeningen stiger, mens P/E forbliver den samme
- P/E stiger, fordi aktien bliver mere populær
- Begge ting sker samtidig (det er her, de store gevinster ligger)
Jeg tror, at min portefølje lige nu befinder sig i scenarie 3:
- Virksomhederne vækster massivt
- De handles billigt
- De er upopulære
- De har kæmpe “catch-up” potentiale
- Og sentiment kan kun blive bedre herfra
Når en portefølje vækster hurtigere end markedet til en lavere pris end markedet, så er det svært at argumentere imod, at den med tiden bør slå markedet.
Det er præcis min tese.
Ses i næste uge!
Tak fordi du læser med. Hvis du får værdi ud af mine breve, må du meget gerne sende dem videre til en ven, kollega eller familiemedlem, der også kunne have glæde af dem. Det ville være en kæmpe hjælp, og det er den bedste måde Fremtidspenge kan vokse på.
Rigtig god uge
Villum
Vil du gerne modtage mine breve direkte i din mailinbox, så skriv dig op her!