#59: Hvad jeg lærte af mine salgsbeslutninger i 2025
Dec 24, 2025Hvad jeg lærte af mine salgsbeslutninger i 2025
Som investor bruger jeg enormt meget tid på at se frem. Hvordan kommer denne virksomhed til at se ud om 5 år? Hvordan ændrer markedet sig? Hvilke virksomheder og sektorer er fremtidens oversete vindere?
Men det kan også være rigtig sundt at kigge lidt bagud og reflektere over, hvor man som investor kommer til kort. Hvilke fejl har jeg lavet, og hvordan kunne jeg have undgået dem?
Min analyse af 2025's salgsbeslutninger
Jeg har lige lavet en oversigt over alle de aktier, jeg har solgt i 2025. Jeg har sammenlignet kursen ved salg med den nuværende kurs for at se, om det var et godt kald at sælge.
Der er selvfølgelig nuancer. For det første spiller held ind. Derudover skal man stille sig kritisk: Bare fordi aktiekursen i dag er højere end da jeg solgte, betyder det ikke nødvendigvis, at det var en fejl. Det kunne stadig have været den rigtige beslutning grundet høj risiko eller manglende margin of safety.
I udgangspunktet er det rationelt at sælge, når en aktie når den værdi, man har estimeret. Beholder man en aktie, når prisen overstiger dens reelle værdi, siger man indirekte, at man er villig til at eje noget til en højere pris, end man mener det er værd, hvilket ikke er rationelt.
Der er også det aspekt, at hvis jeg har solgt noget, der siden er steget 5%, for at købe noget, der er steget 10%, så har det været en god beslutning, selvom jeg også havde tjent på at beholde aktien.
Konklusionen: Handel koster penge
Generelt har jeg tabt penge ved at handle. Faktisk en del. Den summerede forskel på den pris, jeg har solgt til, og prisen på virksomhederne i dag, er på 46.960 kr. eller ca. 10%. Det er faktisk flere penge, end jeg har tjent i år på aktier, hvilket selvfølgelig er træls.
Hvad kan jeg lære?
Når man skal blive god til noget, er det vigtigt at fokusere på de mangler, man har inden for det område, man gerne vil blive bedre til. Min konklusion må være, at mit problem ikke ligger i at finde aktier, der klarer sig godt, men derimod i hvornår jeg skal sælge.
Helt grundlæggende handler investering om at købe noget til en lavere pris, end hvad det er værd, og så sælge, når aktien igen handles til dens reelle værdi.
Men som Warren Buffett siger, foretrækker han aktier, som han kan beholde for evigt. Med andre ord handler det ikke kun om at købe billige aktier – det handler også om at købe virksomheder, som forbedrer sig så hurtigt, at deres værdi stiger hurtigere end markedet. Hvis det lykkes at finde sådan en virksomhed, behøver man aldrig at sælge. For selv hvis aktiekursen rammer virksomhedens reelle værdi, stiger denne værdi måske 15% om året, og så kan man bare ride med på den bølge.
Et godt eksempel er Coca-Cola, som Warren Buffett har holdt i perioder, hvor den blev handlet til en P/E på 9 og en P/E på 125.
Hvornår skal man så sælge?
Der er flere svar, og det kommer an på virksomheden. Det er klart irrationelt at beholde en aktie, der er ekstremt overvalueret. Nogle aktier medbringer også så stor usikkerhed, at det giver mening at sælge, hvis man står med et pænt afkast. Det kan rent skattemæssigt også give mening at sælge aktier med et stort tab. Men i den ideelle verden køber man en aktie som Apple i 2009 og holder den for evigt.
Ugens aktie: Mastercard
En aktie, man kan overveje at købe, som historisk har været enormt stabil, og som har mange af de karakteristika, der kendetegner en "hold for evigt-aktie", er Mastercard.
Verdens bedste forretningsmodel?
Mastercard er efter min mening en af de bedste virksomheder på kloden. Der findes dårligt en forretningsmodel, der er bedre end deres.
Mastercard – ligesom Visa – udsteder ikke betalingskort. De faciliterer bare infrastrukturen bag hver betaling. De tjener en lille del af hver transaktion gennem deres netværk. Denne model er smart, fordi de vokser med verdens forbrug. Hvert år bliver verden rigere, og vores forbrug samt priserne stiger. Dette gør deres forretningsmodel inflationssikker, da højere priser blot betyder højere indtægter.
Udover transaktionsgebyrer sælger Mastercard også:
- Fraud detection & cybersikkerhed
- Data & analyse
- Open banking-løsninger
- Loyalitets- og identity-services
Disse områder vokser meget hurtigt. Mastercard har verdens bedste data for forbrugeradfærd. Denne information er meget værdifuld for butikker og lande, hvorfor Mastercard også tjener mange penge på konsulentydelser.
Historisk outperformance
Mastercard har en lang historik med at outperforme markedet. Deres gennemsnitlige EPS over de seneste 10 år er steget med 17% om året.
Købte du aktier for 100.000 kr. i Mastercard for 10 år siden, havde du omkring 630.000 kr. i dag. Ikke fordi aktien er eksploderet, men fordi aktien næsten hvert år outperformer markedet af den simple grund, at virksomheden er bedre end de andre virksomheder på markedet.
Det vilde ved Mastercard er, at deres indtjening pr. aktie accelererer, hvor rigtig mange virksomheder mister momentum, i takt med at de bliver større. Mastercard behøver ikke at opfinde den nye dybe tallerken. De kan blot nyde afkastet af det gigantiske selvforstærkende netværk, de har bygget op.
Deres nettomarginal er på 45%, hvilket er enormt højt. Dette kæmpe overskud kan de bruge til at købe deres egne aktier tilbage (ca. 2% om året) eller betale udbytte (som er steget med 17% om året i snit de seneste 10 år).
Man betaler for kvaliteten
Mastercard handles til:
- P/E: 35
- P/S: 16
- P/FCF: 38
Men Mastercard er en af de virksomheder, som altid vil handles til en premium, da kvaliteten af virksomheden er så høj. Hvis vi antager, at Mastercard altid vil handles i nogenlunde det prisleje, det handles til i dag, må aktiekursen vokse med indtjeningen. Og denne indtjening tror jeg kommer til at vokse hurtigere end det generelle marked, hvorfor jeg også tror, at Mastercard kommer til at outperforme markedet over tid – særligt ovenpå 2025, som har været et af de få år, hvor Mastercard ikke har klaret sig så godt.
Konklusion
Mastercard har en af de stærkeste forretningsmodeller i verden, som synes kun at blive stærkere med tiden. Jeg tror, at Mastercard fortsat vil outperforme markedet, og jeg har også selv overvejet flere gange at starte en position.
(Husk dette er ikke financiel rådgivning og at du altid skal lave egen research inden du køber)
Til sidst vil jeg blot ønske jer alle en rigtig glædelig jul! 🎄
Vi ses næste onsdag!
Med venlig hilsen,
Villum Halberg
Vil du gerne modtage mine breve direkte i din mailinbox, så skriv dig op her!