#60: Mine økonomiske nytårsforsæt

Dec 31, 2025

Mine økonomiske nytårsforsæt

For præcis et år siden skrev jeg et nyhedsbrev med samme titel som dette, hvor jeg reflekterede over 2024. Det havde været et rigtigt godt år for mig – mit almindelige aktiedepot steg med hele 77%, og min aktiesparekonto steg med 30,3%.

Nu, 52 breve senere, kan jeg reflektere over 2025. Og konklusionen er, at det ikke har været helt så godt, som det kunne have været.

Mit almindelige aktiedepot går i nul, og min aktiesparekonto er steget med 14%. Som jeg skrev i mit sidste brev, har mine aktive handler været dårlige og haft en negativ effekt på mit afkast svarende til omkring 10%.

Min nuværende portefølje

Min portefølje ser ud således:

 

Nu Holdings 20,16%

Kaspi: 19,21% 

Duolingo: 8,8%

Uber: 8,5%

Brookfield Corporation: 8,5%

Novo Nordisk 8,5%

Toast: 8%

Global Ship Lease: 6,8%

TSMC: 6,6%

Cal Maine Foods: 3,7%

Jeg er meget tilfreds med min nuværende portefølje og er både optimistisk og overbevist om, at hvis jeg minimerer antallet af handler, er dette en portefølje, der kommer til at slå markedet.

Jeg mener, at min portefølje nu består af virksomheder af meget høj kvalitet, som vokser enormt hurtigt, men samtidig handles billigt. Jeg tror endda så meget på den, at jeg vil blive lidt skuffet, hvis den ikke leverer 20% afkast næste år.

Der kan selvfølgelig være strukturelle forhold, som fører til et andet resultat, men jeg tror, de fleste aktier i min portefølje vil vokse med over 20%. Og i og med at de handles til meget lave P/E-ratioer i forhold til deres historiske gennemsnit, tror jeg, at den høje vækst kombineret med en catch-up-effekt vil skabe gode resultater.

Det store billede

Når man zoomer lidt ud, er jeg godt tilfreds med, hvordan jeg har klaret mig på aktiemarkedet. Mit gennemsnitlige årlige afkast ligger indtil videre på 18,31%, hvilket jeg selvfølgelig er meget tilfreds med.

Hver uge læser jeg nye bøger, ser videoer, hører podcasts og læser artikler om aktier. Mit håb er, at den tid, jeg bruger på at blive klogere på aktierverdenen, kommer til at afspejle sig i mit afkast.

Om ikke andet glæder jeg mig til 2026, hvor jeg kommer med yderligere 52 breve, som I forhåbentlig vil finde værdi i.

Rigtig godt nytår!

De bedste hilsner,
Villum

Vil du gerne modtage mine breve direkte i din mailinbox, så skriv dig op her!

Tilmeld dig her!