I dette nyhedsbrev vil jeg dykke ned i den vigtigste begivenhed i sidste uge: Donald Trump blev valgt som USA's næste præsident. Det amerikanske valg har naturligvis stor betydning for aktiemarkedet. USA er verdens største økonomi, og mange af de største globale virksomheder er amerikanske, så politiske ændringer her har vidtrækkende konsekvenser.
Trump, Økonomi og Aktiemarkedet
Politik og økonomi er tæt forbundet, og når en præsident eller politisk leder skaber gode rammebetingelser for erhvervslivet, vil det ofte have en positiv effekt på aktiemarkedet. Denne effekt blev også tydelig, da Donald Trump blev genvalgt. Det amerikanske indeks S&P 500, som består af de 500 største virksomheder i USA, steg med 2,5 % efter valgresultatet – en betydelig stigning på én dag.
Især finanssektoren nød godt af valget. Mange banker og finanshuse, såsom JPMorgan og Goldman Sachs, oplevede stigninger på næsten 10 %. Derudover steg Tesla med hele 14 %. Denne stigning skyldes til dels, at Elon Musk offentligt støttede Trump under valgkampen, hvilket har skabt forventninger om gunstige politiske forhold for Tesla under Trumps ledelse.
Omvendt oplevede mange aktier inden for grøn energi en negativ udvikling. Dette skyldes Trumps mere klimaskeptiske politik og hans støtte til den traditionelle olie- og gasindustri, som fortsat er mere konkurrencedygtig end bæredygtige energikilder. Hjemme i Danmark oplevede vi også en hård uge for grønne aktier. Ørsted faldt med 9 % på valgdagen, og Vestas faldt yderligere med 21 % i løbet af ugen.
Overraskelsen i Forsvarsindustrien
Da Trump blev valgt som præsident tilbage i 2016, oplevede aktier i forsvarsindustrien en massiv stigning. I løbet af det første år steg aktiekurserne for selskaber som Boeing og Lockheed Martin i gennemsnit med hele 40,8 %. Dette var drevet af forventninger om øgede forsvarsbudgetter, intensiverede geopolitiske spændinger og større kontrakter til våbenproducenter.
Men denne gang ser vi en anderledes markedsreaktion. I stedet for at skyde i vejret har aktier i forsvarsindustrien faktisk haft en mere afdæmpet udvikling og er steget mindre end resten af markedet. Det kan skyldes, at investorer nu tror på, at Trump muligvis vil prioritere at nedtrappe visse konflikter – herunder krigen mellem Ukraine og Rusland samt urolighederne i Mellemøsten.
Hvis Trump lykkedes med at nedtrappe disse konflikter, kan det betyde færre ordrer til våbenindustrien, der ellers har haft gyldne tider under de seneste års konflikter. Det er en interessant udvikling, som i hvert fald kom bag på mig.
Trump og Kinesiske Investeringer
Jeg har tidligere skrevet om mine investeringer i kinesiske aktier. Efter store kursstigninger på Alibaba, Tencent Holdings og JD.com valgte jeg at sælge nogle af mine aktier for at reducere deres vægt i min portefølje. Jeg har dog stadig ca. 60.000 kr. investeret i disse kinesiske aktier. De reagerede naturligvis negativt på Trumps valgsejr.
I sin første regeringsperiode førte Trump en hård linje mod Kina ved at indføre tariffer (særskat) på kinesiske varer. Dette reducerede USA's import af kinesiske produkter, hvilket ramte Kinas økonomi. Trump indførte også restriktioner på teknologi ved at blokere Kinas adgang til avancerede halvledere fra virksomheder som TSMC og ASML. Dette har sat Kina bagud i forhold til USA inden for AI og halvlederteknologi. (læs evt nyhedsbrev #3 og #5, hvor jeg skriver om TSMC og ASML)
Men Trumps politik har også haft en utilsigtet effekt. Kinas økonomi har fortsat vokset, og den kinesiske regering har investeret massivt i forskning og udvikling inden for avancerede chips og AI. Man kan argumentere for, at Trumps politik har presset Kina til at blive mere selvstændig inden for teknologisektoren.
Mine Investeringer i Kina: Hvorfor Jeg Holder Fast
Selvom jeg forventer kortsigtede udfordringer for kinesiske aktier på grund af Trumps politik, tror jeg stadig på mit langsigtede investeringscase i Kina:
- Alibaba og JD.com er centrale aktører inden for e-handel i Kina, og jeg forventer, at den voksende kinesiske middelklasse vil øge deres privatforbrug, hvilket vil gavne disse virksomheder.
- Når landene bliver rigere, har folk tendens til at arbejde færre timer. Her er en oversigt over, hvordan arbejdstiden i Danmark har udviklet sig:

Jeg forventer en lignende udvikling i Kina. Dette vil skabe mere fritid, som folk kan bruge på underholdning, og det er her, min investering i Tencent Holdings kommer ind i billedet.
- Tencent Holdings ejer WeChat, Kinas mest populære sociale medieplatform med over 1 milliard aktive brugere. Tencent har også en førende position inden for online spil og streamingtjenester. Når Kinas befolkning får mere fritid, vil de sandsynligvis bruge mere tid på Tencents platforme.
5 Facts om Kinas Økonomiske Vækst
Til sidst vil jeg dele nogle facts, der viser Kinas økonomiske fremgang:
- Økonomisk Vækst: Kina har haft en gennemsnitlig årlig vækst på ca. 10 % siden 1978, hvilket har løftet millioner ud af fattigdom.
- Andel af Verdens BNP: I 1992 udgjorde Kina kun 1,9 % af verdens BNP, men i 2022 var dette tal steget til 18,1 %.
- Eksportandel: Kinas andel af global eksport steg fra 2,3 % i 1992 til 14,6 % i 2022.
- Indkomst pr. Indbygger: BNP pr. indbygger er steget fra 420 USD i 1992 til 12.814 USD i 2022.
- Diplomatisk Indflydelse: Kina har udvidet sin indflydelse gennem initiativer som "Bælt og Vej"-projektet.
Et billedet siger mere end 1000 ord :)

CAGR = Sammensat Årlig Vækstrate
Opsummering
Trump er blevet valgt. Politik og økonomi hænger selvfølgelig sammen især når politikken sker i USA. Markedet reagerede positivt på Trumps genvalg, pånær nogle sektorer blandt andet grøn energi og overraskende nok også forsvarsindustrien. Trump fører en hård linje mod Kina, men Kina vil fortsat vokse og udvikle sig til en moderne økonomi trods Trumps genvalg. Jeg har derfor ikke tænkt mig at sælge yderligere ud af mine kinesiske aktier.
Tusind tak for at læse mit brev til ende. Hvis du har lyst til at følge min instagram, så kan du følge linket nedenunder
De bedste hilsner
Villum Halberg
|