#10: Uber Fremtidens Superapp
Dec 03, 2024Kære læser
Velkommen til denne uges nyhedsbrev!
I dag tager jeg fat på en virksomhed, der efter min mening er en af de mest spændende aktører på markedet: Uber. Dette er en virksomhed, der har bevæget sig langt ud over blot at være en app til at bestille en taxa. Uber er blevet en global platform, der ikke bare forbinder mennesker og varer, men også tackler nogle af verdens største udfordringer inden for transport og logistik.
Jeg har netop købt mine første Uber-aktier for 11.000 kr., og i dag vil jeg tage dig med gennem min analyse af virksomheden. Vi skal se på, hvad der gør Uber unik, og hvorfor jeg mener, at de har potentialet til at forme fremtidens transport og samtidig med at være en glimrende investering.
Lad os dykke ned i det!
Uber: En global gigant i tal
Det første, der springer i øjnene, når man ser på Uber, er deres enorme skala. Lad os tage et kig på nogle af de mest imponerende tal:
- 28 millioner daglige ture verden over.
- 47 milliarder gennemførte ture siden deres grundlæggelse i 2010.
- De opererer i over 10.000 byer fordelt på 72 lande.
- 150 millioner aktive brugere hver måned.
- 6 millioner chauffører og bude, som hver dag forbinder mennesker og varer.
Disse tal vidner om en virksomhed, der har opnået en global tilstedeværelse og en enorm brugerbase. Når vi som investorer leder efter virksomheder med langtidsholdbare konkurrencefordele, er netop en stor og loyal brugerbase et stærkt tegn på, at virksomheden har fundet en bæredygtig model.
Men hvad gør Uber egentlig med denne skala? Hvordan udnytter de deres data, netværk og teknologi til at differentiere sig fra konkurrenterne? Det er her, deres unikke tilgang kommer i spil.
Ny måde at tænke transport på
Når man tænker over det, er biler faktisk enormt ineffektive. De er dyre at anskaffe, falder drastisk i værdi efter købet og kræver løbende udgifter til vedligeholdelse, forsikring og brændstof. Alligevel står biler stille hele 95% af tiden. De optager plads på vejene og i byernes gader, hvor parkeringspladser i forvejen er en mangelvare. Og det er værd at bemærke, at vi bruger en maskine, der vejer 1,6 tons, for at transportere én person på måske 70 kg – en løsning, der hverken er effektiv eller bæredygtig.
Selvkørende biler har potentialet til at ændre denne dynamik fundamentalt og løse nogle af transportens største udfordringer. I dag skyldes 90% af alle trafikulykker menneskelige fejl som distraktioner, træthed eller dårlige beslutninger. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) dør 1,3 millioner mennesker hvert år i trafikulykker, og her kan selvkørende teknologi gøre en markant forskel. Selvkørende biler, der styres af AI og avancerede sensorer, kan reagere hurtigere og mere præcist end mennesker, hvilket reducerer ulykkestal og redder millioner af liv.
Derudover kan selvkørende biler tackle problemer som trafikpropper og ineffektiv parkering. I dag bruger bilister i store byer timer på at sidde fast i trafikken eller lede efter en parkeringsplads. Selvkørende biler kan optimere trafikflowet ved at kommunikere med hinanden og dele data i realtid, hvilket mindsker køer og reducerer spildtid. De kan også hente og bringe passagerer uden at parkere i bykernerne, hvilket frigør plads i vores overfyldte byer.
Uber har allerede etableret en effektiv løsning på ineffektiv transport gennem Uber Pool, hvor passagerer med lignende ruter deles om en bil. Selvkørende teknologi kan optimere denne model yderligere ved at bruge realtidsdata og algoritmer til at finde de mest effektive match og ruter. Resultatet? Færre biler på vejene, lavere CO₂-udledning og billigere ture for forbrugerne.
Selvkørende biler gør også transport mere tilgængelig for grupper, der i dag er begrænsede – ældre, personer med handicap eller dem uden kørekort. Forestil dig en verden, hvor transport er lige så enkelt som at bestille en tur på en app. Når teknologien kombineres med elektriske køretøjer, bliver miljøpåvirkningen markant reduceret, da biler kan køre mere effektivt og undgå unødige accelerationer og opbremsninger.
Det er svært at sige præcist, hvornår selvkørende biler vil dominere vejene, men jeg er overbevist om, at det kommer til at ske. Teknologien løser simpelthen for mange problemer til, at det ikke bliver en realitet. Uber har i årevis investeret massivt i selvkørende teknologi gennem partnerskaber som det med Aurora og Waymo. Hvis Uber lykkes, kan de reducere omkostningerne pr. tur markant og samtidig skabe en mere bæredygtig fremtid.
To sider af selvkørende teknologi
Markedet for selvkørende biler består af to hoveddele:
- Produktion af bilerne: Dette domineres af virksomheder som Tesla og Waymo.
- Software og infrastruktur: Uber fokuserer på denne del, som sandsynligvis bliver den mest profitable.
Med deres globale netværk og omfattende datamængder har Uber en unik position til at dominere softwaremarkedet for selvkørende biler. Samarbejdet med Waymo understreger Ubers strategi om at eje den del af værdikæden, der maksimerer profitten.
Ubers vision: Fremtidens superapp
Uber ser sig selv som meget mere end en transportvirksomhed. Ifølge deres CEO, Dara Khosrowshahi, er målet klart: "Vi vil være den eneste app, du har brug for, når du vil have noget eller skal et sted." Visionen er at skabe en alt-i-en-platform, hvor mobilitet, levering, rejser og oplevelser samles ét sted.
Rygtet om, at Uber overvejer at købe Expedia, understøtter denne strategi perfekt. Expedia er en af verdens største rejseplatforme og tilbyder tjenester som flybilletter, hoteller, biludlejning og oplevelser. Med store brands som Hotels.com og Trivago i porteføljen, ville et opkøb give Uber adgang til en omfattende global rejseinfrastruktur og muligheden for at tilbyde endnu mere til deres brugere.
Det er også værd at nævne, at Ubers CEO, Dara Khosrowshahi, tidligere var CEO for Expedia i 12 år, før han skiftede til Uber i 2017. Hans dybe forståelse af rejsebranchen og Expedians forretning gør et muligt opkøb endnu mere interessant. Khosrowshahis erfaring og netværk kunne gøre integrationen af Expedia i Ubers superapp ikke bare mulig, men også meget succesfuld.
Ved at kombinere Expedians tjenester med Ubers eksisterende platform, kunne de skabe en ægte superapp. Forestil dig en app, hvor du kan bestille en Uber til lufthavnen, booke fly og hotel, arrangere lokal transport og planlægge oplevelser, alt sammen i én løsning. Det ville ikke kun udvide Ubers forretningsmodel betydeligt, men også gøre dem til en uundgåelig aktør i både rejse- og mobilitetsindustrien.
Tre stærke forretningsområder
Uber har skabt en diversificeret forretningsmodel, der giver dem flere indtægtskilder:
- Mobilitet (Uber Rides): Deres kerneforretning, som fortsætter med at vokse globalt.
- Levering (Uber Eats): En førende spiller inden for mad- og varelevering, der også udvider til dagligvarer.
- Logistik (Uber Freight): En AI-drevet platform, der matcher fragt og chauffører i realtid og effektiviserer en trillion-dollar industri.
Denne diversificering gør Uber robust og mindre afhængig af én enkelt forretning. Det er en vigtig faktor, der giver dem stabilitet i tider med økonomisk usikkerhed.
Uber Freight: Den oversete vækstperle
Uber Freight er et af de mest interessante segmenter i Ubers portefølje. Mens traditionel fragt ofte er ineffektiv med mange led og mellemmænd, fungerer Uber Freight som en digital platform, der matcher fragtudbydere med transportører i realtid. Dette eliminerer flaskehalse og reducerer spildtid.
Ifølge FreightWaves bruges op mod 25% af en lastbilchaufførs tid på at finde den næste last, hvilket fører til tomkørsel og unødvendige omkostninger. Uber Freight løser dette problem ved at bruge AI og avanceret logistiksoftware til at optimere ruter og sikre, at transportører konstant har fragt at køre med. Resultatet? Lavere omkostninger for fragtudbydere og højere indtjening for transportører.
Dette segment kan blive en gamechanger for logistikbranchen. Ved at digitalisere et marked, der stadig i høj grad er afhængigt af manuelle processer, kan Uber Freight skabe enorme effektiviseringer og vinde markedsandele hurtigt. Hvis Uber lykkes med at skalere dette segment globalt, kan det blive en af deres største vækstmotorer.
Valuation og vækst
En af grundene til, at jeg har valgt at investere i Uber, er deres stærke vækst og attraktive værdiansættelse. Lad os se nærmere på tallene:
- Omsætningsvækst (YoY): 16,7%
- EBITDA-vækst (YoY): 197,24%
- Free Cash Flow-vækst (YoY): 115,73%
- PEG-ratio (FWD): 0,62
- P/E-ratio (FWD): 25,63
Disse tal fortæller historien om en virksomhed, der ikke bare vokser, men også gør det profitabelt. Det er sjældent at finde en aktie med både høj vækst og en relativt lav værdiansættelse.
Min investeringstese
Når jeg investerer i en virksomhed, leder jeg efter tre ting:
- En løsning på et stort globalt problem. Uber adresserer ineffektiv transport, klimaudfordringer og logistikproblemer.
- En unik konkurrencefordel. Deres globale netværk, datamængder og teknologi giver dem en stærk position på markedet.
- En diversificeret og skalerbar forretningsmodel. Ubers tre forretningsområder giver både stabilitet og vækstpotentiale.
Uber er ikke bare en virksomhed – det er en vision for fremtidens transport og byudvikling.
Afsluttende tanker
Jeg ser Uber som en af de mest spændende virksomheder på markedet lige nu. De har potentialet til at revolutionere transportindustrien og tjene penge på at løse nogle af verdens største udfordringer inden for mobilitet og logistik. For mig handler investeringer dog ikke kun om potentiale – tallene skal også bakke historien op. Derfor har jeg valgt at investere i Uber frem for eksempelvis Tesla, som mange ellers ser som fremtidens transportgigant.
Selvom Tesla utvivlsomt spiller en vigtig rolle, mener jeg, at deres værdiansættelse er ude af proportioner. Tesla handles til over 100 gange deres earnings – det er fire gange dyrere end Uber – selvom Uber vækster 15 gange hurtigere og er dobbelt så profitable. Dette er et klassisk eksempel på, hvordan en stærk historie kan få investorer til at overse de hårde fakta.
I næste uges brev vil jeg tage fat på netop dette emne: Hvad sker der, når historien ikke hænger sammen med tallene? Jeg vil kigge nærmere på bæredygtige aktier som Vestas, der længe blev handlet til skyhøje priser, fordi fortællingen om bæredygtige investeringer lød godt. Men da nøgletallene ikke matchede hypen, faldt aktien markant.
Tusind tak for at læse brevet helt til bunds,
Hvis du kender nogle som du tænker vil synes om mine breve, så må du meget gerne dele fremtidspenge.dk med personen 🙂
Vi ses næste Onsdag
De bedste hilsner Villum
Vil du gerne modtage mine breve direkte i din mailinbox, så skriv dig op her!